|
Kulturfilm 2004
Opdateret 2.1.2007
I maj 2004, efter at have vundet guld ved Danmarksmesterskaberne for amatørvideo og fået vist min film om pukkelhvaler på DR2, faldt sponsoraterne på plads, så der var mulighed for at gå i gang med det næste filmprojekt om Tongaøerne, som skal handle om Tongas kultur. Det lyder umiddelbart kedeligt, men tro mig det er mindst lige så spændende som at hoppe ned i vandet til en pukkehval.
Det overordnede mål med den film vi ville producere om Tongas kultur, var ud over at fastholde helt unikke tonganske traditioner, så var det også en film som skulle sende et budskab om den uheldige indvirkning andre kulturer og ikke mindst religion har haft på øerne.
Når det så er sagt manglede jeg også lige nogle scener til filmen om pukkelhvaler, så der var nok at gå i gang med.
Den 20. september 2004 var vi klar til at drage af sted, min kameramand Peter og jeg selv. Vi havde alt med undtagen en tilladelse fra de tonganske myndigheder til at filme, men regnede med at løse det problem ude på øerne, da den Tonganske ambassade i London ikke havde været særligt hjælpsom.
Da vi ingen tid kunne spilde, tog vi den direkte vej til Tonga via Los Angeles og Samoa, og undervejs brugte vi en del tid på at snakke om de scener vi skulle have. Den scene der voldte os størst problem var en begravelse, for hvor finder man lige en som er død og en familien der syntes det er en god ide, at 2 fyre fra Danmark filmer det hele. Det kom der en løsning på væsentligt hurtigere end vi havde regnet med.
Vores fly lander i Tongas internationale lufthavn kl. 5.30 om morgenen tongansk tid, dvs. 17.30 dansk tid og det er begrænset hvor meget vi har sovet i de ca. 30 timer turen har varet. Men vi lægger dog begge mærke til al det postyr der er, og kan ikke lige regne ud hvorfor det skal tage 1 time at få udleveret kufferterne. Ude af lufthavnsbygningen lægger jeg mærke til at der går mange tonganere rundt i sørgebeklædning, sort tøj og taovala (bastmåtte om livet). Chaufføren, som henter os kan kort efter bekræfte at det er en kiste, der er med i flyet fra Los Angeles. Vi tænker ikke mere over det, fordi Peter stiller spørgsmål om alt det vi ser undervejs til Nerima Lodge, som ejes af Naoko.
Efter ankomsten til Nerima Lodge, begynder tingene at tage fart. Naoko undskylder mange gange, at hun ikke kan lave aftensmad til os, da hun skal til begravelse, Peter og jeg kigger på hinanden og begge er vi enige om at vi ikke orker det på grund af den lange tur, men på den anden side får vi chancen igen, så jeg spørger Naoko om hun tror vi må filme begravelsen senere i dag, da vi har arrangeret en ø rundtur med Tonis Guesthouse fra kl. 9.00 til 16.00 for at holde os vågne. Hun fortæller at kisten først skal transporteres fra lufthavnen til familiens hus i Nuku’alofa og så starter sørgedøgnet, men hun vil gerne spørge familien og give os besked i løbet af eftermiddagen.
Vi når lige at få et bad og drikke en kop kaffe, så holder Toni uden for døren, og af sted går det til alle de væsentlige ting der er at se på Tongatapu. Vi har naturligvis kamera med, så alle seværdighederne ryger i kassen, Det er de Kongelige residenser, en underjordisk hule hvor man kan bade i ferskvand, Blowholes, det mormonske hovedsæde i Tonga, tilholdssted for flyvende hunde, Tui tonga gravstederne, den gamle hovedstad og Ha’amonga, Captain Cooks landingssted og den naturlige bro Hufangalupe. Kl. 16 holder vi foran døren igen hos Naoko og endnu mere trætte end da vi ankom i lufthavnen. Naoko fortæller os glædestrålende, at vi kan komme og optage fra kl. 20.00, men på dette tidspunkt har vi en aftale med Tongan National Center, så vi aftaler kl. 21.30.
I Tongan National Centre, er vi primært kommet for at optage paddeldansen med den tilhørende musik, men det viser sig at akustikken i lokalet er elendig, så vi sætter os bare og ser forestillingen, som handler om den Tonganske historie. Kl. 9 beslutter vi os for at tage til begravelse. Men først skal vi lige forbi Naoko og udstyres med sort tøj og Taovala, for uden dette kommer vi ikke til begravelse, det ville være at vise foragt for afdødes familie.
Vi ankommer til huset i vores Tonganske dress, hvor sørgenatten skal foregå og vores første tanke er, her er ikke begravelse her er fest. Uden for huset står en lang række af mennesker klædt i det stiveste sorte tongatøj, alle med gaver, vi prøver at finde en vej ind og er nødt til at gå via nabo grunden, mens vores kamera kører. Lige uden for huset sidder en masse mennesker, og vi undrer os lidt over hvorfor de sidder der, lige indtil de begynder at synge. Der er faktisk 2 kor som synger på skift og vi er begge enige om at det er noget af det smukkeste korsang vi længe har hørt, selvom vi ikke forstår hvad de synger. Naoko dukker lige pludselig op i dette menneskehav af folk der står i kø, de 2 kor og hel masse andre som går rundt og snakker.
Naoko får os ledt uden om alle menneskerne og ind i huset hvor selve sørgeceremonien foregår. Vi kommer ind i en stue, som stor set er ryddet for møbler og som er ubeskrivelig på mange måder. Langs den ene væg står kisten med afdøde åben, for enden af den sidder afdødes kone andægtigt og skuer ud over det hele, midt på gulvet ligger den største bunke af tapa, ngatu og andre flettede ting jeg nogen siden har set, rundt langs væggene sidder folk med korslagte ben og venter, mens andre kommer ind i stuen og lægger gaver på den i forvejen kæmpe bunke med flet og tapa. Vi finder et sted og sidde, og afventer hvad der skal foregå, da der bliver helt stille efter sidste mand har lagt gaver på bunken.
I det ene hjørne begynder en ældre tongansk kvinde at lovprise afdøde og takke fordi de måtte komme. Da hun er færdig, takker en fra afdødes familie og velsigner dem der er mødt op. Herefter forlader de ankomne rummet og alle gaverne bliver lagt ind i et tilstødende rum. Derefter er det tid for næste hold at komme ind. Det samme gentager sig, men denne gang bliver afdøde pyntet med nogle af alle gaverne og derefter går alle op og kysse afdøde. Det hele foregår smukt og værdigt, men en enkelt ældre dame kan ikke holde sine følelser tilbage og bliver grædende ført væk fra kisten. Vi sidder under 1 meter fra kisten og filmer og er begge meget berørt af hele situationen.
Efter at have filmet 3 grupper, går vi udenfor for at filme de udendørs aktiviteter på den anden side af huset. Her er der stillet borde og stole op og der sidder omkring 200 gæster og spiser. Et andet sted er der lavet et udekøkken hvor en masse mennesker er i færd med at tilberede mad, igen i et andet hjørne står en kavabovle og her sidder mange mænd og indtager den lysebrune væske. Der kommer hele tiden nye gæster og vi bliver også tilbudt mad, men siger pænt nej tak, da vi netop har filmet tilberedelsen af maden. Pludselig har vi begge fået nok, vi er kastet ud i alt dette 2½ døgn fra Danmark stort set uden søvn, vi beder Naoko køre os hjem, hvor vi sætter os ud på terassen kl. 00.30 tongansk tid med en øl i hånden for at skylle alle dagens oplevelser ned. Kl. 01.15 2 øl senere kommer Naoko atter hjem og kigger forundret på os, mens hun udbryder, hvad laver i, slapper af er svaret. Men vi får besked på at gå i seng, for kl. 6.15 næste morgen starter begravelsen med den kirkelige handling.
Kl. 6.15, næste morgen står vi uden for kirken Bassilicaen i Tongatapu, iført sort tøj, taovala, kamera og lydudstyr, indenfor er der allerede sang og forberedelser til bisættelsen. Kisten står på gulvet ovenpå en stor flettet måtte, oven på kisten ligger der også en flettet måtte, som er pyntet med kunstige og ægte blomster. I næsten 2 timer varer bisættelsen i kirken, hvor flere familiemedlemmer holder tale og 4 præster foretager bisættelsen i kirken. Derefter bliver kisten båret ud til en ventende bil, som har fået lagt en stor flettet måtte ovenpå taget. Ja måtten er faktisk så stor at den hænger helt ned på jorden. Derefter starter en af de største begravelsesprocessioner vi nogensinde har set. Efter bilen med kisten kører en uendelig stribe af biler, alle med et lille skilt i forruden hvor der står Funeral. Alle bilerne kører til en begravelsesplads (rigtige kirkegårde findes ikke) og undervejs svinger Nukualofas politiorkester ind foran bilen med kisten og ledsager den det sidste stykke hen til gravpladsen.
Ved graven er der bredt flettede måtter ud over det hele og tonganerne sætter sig ned på måtterne i deres sorte tøj og alle med en taovala om livet. Som tidligere nævnt har vi ligeledes en taovala om livet, som er en betingelse for at vi fik lov til at filme begravelsen. 1½ time tager det at få kisten i graven da der igen skal messes og synges. Men det er imponerende, selv herude i det fri formår tonganerne at synge igennem, så man bliver helt beruset med skønsang.
Da begravelsen er overstået kører vi med Naoko hjem og får vores almindelige tøj på og selvom vi er pænt trætte, da vi stort set ikke har sovet siden vi ankom til øerne med et kæmpe søvnunderskud, er vi nødt til at tage til byen da vi skal have flybilletter til Vavau, hvor vi har en aftale næste dag.
I Peau Vava’us kontor kan vi konstatere, at alle fly er optaget og vi kun kan komme til Ha’apai, så vi ændrer vores planer (første gang) og booker os ind til flyet næste morgen. Resten af dagen får vi endeligt slappet af og sovet en smule. Intet varer dog evigt, for vi skal allerede være i lufthavnen kl. 5 næste morgen.
Næste morgen mens vi kører i taxaen ud til lufthavnen, bruger vi noget tid på at planlægger hvad vi nu skal gøre da vi ikke kan komme til Vava’u i første omgang. Vi ankommer naturligvis alt for tidligt, af en eller anden grund vil Peau Vava’u have at man skal komme 1 time før til indrigsflyvningerne, selvom der kun kan være max. 28 passagerer med de gamle DC3’er. Flyet til Ha’apai og flyet til Vava’u afgår næsten samtidigt denne morgen og til vores forbavselse kan vi se at flyet til Vava’u kun er halvt fyldt. Så efter en del snak frem og tilbage, får vi lov til at flyve med til Vava’u.
Efter ankomsten til Vava’u kører vi straks hen til Mele og Hans, som skal hjælpe os med de scener der skal optages i denne øgruppe. Efter at have bekræftet vores aftaler bliver vi installeret på Vava’u guesthouse. Vi har ikke planlagt nogle optagelser denne dag og beslutter os for at leje en båd, så vi evt. kan få de manglende hvalscener i kassen. Det er overskyet så derfor er der ingen af os som tænker på solkrem, hvilket skal vise sig at være en slem fejltagelse. Efter at vi har fået instruktioner om alt det der er galt med båden går det af sted, med en ekstra dunk benzin, så der skulle være nok til det meste af dagen.
 |
|
Båden vi lejede for en dag. Her ligger den på Mouno's strand |
Hvaler ser vi intet af men vi får filmet nogle fantastisk flotte naturscener. Mele har naturligvis sørget for en madpakke, så vi ikke behøver at sulte. Turen går forbi Hunga, Vaka’eito, Mouno og på hjemvejen forbi Nuku. Da vi ankommer til havnen i Neiafu, kan vi godt mærke at huden strammer og efter at have kigget i et spejl, kan vi konstatere at vi begge er kraftigt forbrændte, med sår på læberne. Disse sår forsvandt først efter vi rejste hjem til Danmark. Vi er blevet inviteret på aftensmad hos Mele og Hans og efter en dag med masser af frisk luft og sol er det dejligt at slappe af. Vi aftaler med Mele at vi næste dag skal ud på Hunga for at lave vores optagelser med en tongansk fisker. Mele skal bare lige have bekræftet hvornår båden sejler ud til Hunga.
Kl. 10.30 næste dag sidder vi i båden til Hunga og på vej derud ser vi naturligvis de hvaler, som vi ikke så dagen før. Tonganeren som sejler båden, slår en stor bue, så Peter bedre kan se hvalerne, da det er første gang han ser hvaler. På vore båd går der samtidigt en ophidset snak om at tonganerne ikke længere må svømme med hvalerne, som de har gjort i mange år, fordi det nu kun er forbeholdt turister. Vi er begge hårdt ramt af vores solskoldning og forholder os meget passive i denne snak.
 |
|
Båden som sejlede os fra Neiafu til Hunga |
På den lille mole som udgør havnen i Hunga lagunen arrangerer Mele lige nogle gutter til at bære vores kufferter op til det hus, som er stillet til rådighed for os. Der kommer nemlig normalt aldrig turister på Hunga, men Mele har arrangeret at vi kan låne et hus, mens vi laver vores optagelser.
Resten af dagen bruges på udforske Hunga for at finde objekter, som kan bruges i sammenhæng med vores optagelser.
 |
|
Vores filmstudie på Hunga |
Efter morgenmaden næste morgen, gør vi vores kamera og lydudstyr klar, da vi nu skal lave vores historie om den tonganske fisker og Mele går i forvejen for at se om fiskeren også er klar. Vi har aftalt at mødes ved telefonhuset, som er øens samlingspunkt og kort efter at vi er ankommet, kommer Mele gående stirrende ned i græsset og ser meget ked ud af det. Fiskeren, vi har haft en aftale med i næsten et halvt år, og som i øvrigt er Meles gudfar, og derfor efter tonganske forhold, en del af familien, har over natten besluttet sig for at han alligevel ikke vil deltage i optagelserne.
Som dansker kan man godt bande det hele langt væk, men vi har hele tiden vidst at det kunne ske, da man aldrig kan tage et tongansk ja for givet. Vi har ingen plan B, men Mele redder os, og får en aftale med en anden fisker på øen Matamaka. Mele tager os som kompensation med ud på deres ø Mandarin, hvor hun viser os hvordan man overlevede i gamle dage på Tongaøerne. Ikke helt planlagt, men vi får en rigtig god mulighed for at lave en præsentation af Mele, samtidig med at vi begge i den grad følte os håbløst fortabte i forhold til Mele, som bare finder mad overalt. Under indsamlingen af maden overskrider vi begge nogle grænser for hvad man kan spise, men det er alligevel en vellykket dag, hvor vi får nogle fantastiske billeder i kassen.
 |
| På overlevelsestur med Mele |
Dagen er nu nået hvor vi skal lave vores fiskeoptagelser på Matamaka og denne gang bliver vi ikke afvist. Så vi sejler i en lille jolle ud over korarevet i den sydlige ende af Hunga. Her er vandet så lavt, at den danske del af bådens indhold, ikke tror at vi klarer den ud over revet. Mele griner af os, hun kan godt fornemme hvad vi snakker om og beroliger os med, at hun har sejlet turen mange gange før, og at ham der styrer jollen kender revet som sin egen bukselomme. Da vi endelig kommer fri af revet lander vi i meget høje bølger for denne type båd og flere gange føler vi at båden er ved at kæntre. Men tonganeren, som styrer jollen, får altid lige sat næsen imod bølgen så der ikke sker noget. Men vi tror begge seriøst, at vi aldrig når frem til Matamaka. Det må vi konstatere vist er helt normalt at tænke, for landkrabber som os.
Hele dagen går med optagelser sammen med fiskeren, uden at han fanger noget som helst, så reelt kan dagens arbejde ikke bruges til noget, uden at vi på en eller anden måde får højdepunktet, nemlig fangsten i kassen (hvad han fanger og hvordan han fanger, kan du høre om på et foredrag, eller købe som en helhed på film). Vores fisker har også lige et par andre ting han gerne vil vise os og nogle historier han gerne vi fortælle, så inden vi kan holde fyraften og sejle tilbage til Hunga bliver vi "tvunget" til også at lægger øre og film til disse historier.
Turen tilbage til Hunga er også et kapitel for sig. Bølgerne havde lagt sig, så vi har en dejlig tur tilbage til koralrevet, men på lang afstand kan vi se at det koralrev, som vi før kunne sejle hen over, nu flere steder ligger over havets overflade, så vi er lidt spændte på hvordan vores jollefører vil klare den. Mele går da også op i stævnen for at lede ham på rette spor og minsandten om ikke beboerne på Hunga at gravet og hugget en rende i koralrevet, så jollen lige nøjagtigt kan trækkes, gennem vandet den lille kilometer, som revet er bredt. Men når jeg så skriver trækkes, er det uden passagerer, og jeg har kun et par sejlersko i læder på, som godt nok er slidte, men Mele mener ikke at de skal ødelægges, så hun tilbyder at jeg kan låne hendes solide neoprenstøvler, hvortil jeg spørger, hvad hun så har på. Hun svarer, ingenting og viser mig sine fødder, som har det tykkeste lag hårde hud jeg nogensinde har set. Så sådan går vi gennem det ankel dybe vand, trækkende med jollen og Mele i bare fødder i en konstant jagt på noget der kan spises. Der er selvsagt meget smukt på revet, som ville have flået vores fødder op på mindre end et minut. Men vi tjekker Mele da vi atter sidder i båden, og hun har ikke en skramme. Den kvinde er bare fantastisk.
Aftenen starter med at 3 tonganske drenge, helt spontant kommer ind i vores hus og begynder at spille og synge, Mele og hendes veninder stemmer i og mens maden bliver tilberedt, bliver der sunget og spillet. Da de går, fortæller de os at vi skal komme hen og drikke Kava (let euforiserende, bruges i Europa som sovemiddel) i deres hus.
Atter en chance for at få nogle autentiske scener i kassen, men da vi kommer til huset er der alt for mørkt og da vi næsten er ved at løbe tør for batterier (ingen strøm på Hunga), vælger vi kun at optage lyden. Det bliver en ganske fornøjelig aften, hvor der også er en fyr til stede fra ”American Peacecorps”, han har helt klart fået for meget Kava og er aftenens højdepunkt.
Jeg bliver vækket næste morgen kl. 5.30 ved at en eller anden står udenfor og råber Henrik, take your camera and come with me. Det er Mele, jeg griber kameratasken og kaster hurtigt en ny film i videokameraet, Peter lader jeg sove, da Mele siger det skal gå hurtigt. Da jeg kommer ud af huset siger Mele at det er en tongansk medicinkone som skal helbrede et barn på 4 måneder for en hudsygdom. Det bliver en lidt anderledes morgen som de fleste nok kan regne ud og det vil komme for vidt at fortælle om det hele her, men mens jeg optager helbredelsen, kaster der sig en hund over mit ben til stor fornøjelse for tonganerne og jeg får nogle dybe sår fra hundebiddet. Men jeg får hele historien med medicinkonen.
Da jeg kommer tilbage, ligger Peter stadig og sover, men han vågner kort efter og får morgenens store begivenhed på Hunga.
Egentlig er det vores plan at forlade Hunga denne dag, men vi er begge meget betaget af øen og tonganerne på øen så vi aftaler med Mele at vente til næste dag.
 |
|
Mele kontrollerer dagens optagelser |
Denne dag går så med at opleve den tonganske hverdag, se og filme tonganernes daglige gøremål. Vi kigger også ind på en skole, hvor undervisningen går i stå da vi ankommer og lærerne beder os om at filme alle eleverne, hvilket bliver til en seance på deres boldbane. Om aften kommer der en smuk solnedgang i kassen og inden det blive helt mørkt når vi lige at se på en fodboldkamp, hvor alle der lige kommer forbi deltager.
 |
|
Mens vi var på Hunga sad pigerne i haven uden for vores hus og gjorde tapa klar til flet. |
Efter at vi har overnattet en sidste gang på Hunga, går turen igen tilbage til Vava’u med den lille færge og atter ser vi hvaler. Det volder os dog en del hovedbrud, at vi ikke har fået gjort vores fiskescener færdige, men vi håber på at finde en løsning.
Denne dag går med at få styr på vores udrustning og ladet batterier op. Vi trænger også til et ordentligt måltid mad, da kosten på Hunga har været god, men noget anderledes end vi er vant til, så der bliver bestilt bord på Dancing Rooster. Vi skal også lige have bestilt flybilletter til Ha’apai, men ak, indenrigsflyene har stået stille i alle de dage vi har været på Hunga, så al reservation er suspenderet og vi kan tidligst komme med ca. 1½ uge senere, hvilket vi ikke har tid til at vente på. Så plan B træder i kraft.
De følgende dage går med optagelser i Neiafu og omegn, alt imens vi prøver at få et lift med en af de mange både der er på vej jorden rundt og som lægger til i Vava’u’s naturlige havn. I den forbindelse snakker vi en del med nogle danskere på skuden Herdis, som Gitte og Peter drager jorden rundt med. De skal ikke via Ha’apai, men skaffer os kontakt til en gut fra Brasilien i båden Pasargada, som skal den vej, dog nogle dage senere end vi har planlagt. Vi kan ånde lettet op og ser frem til en tur med sejlskib blandt tropeøer, delfiner for boven og det turkisblå Stillehav’s stille skvulpen, som skal lulle os i søvn. Vi blev meget klogere.
Ventetiden bliver udnyttet til at tage på en Sightseeing tur for hvalturister. Jeg ved at turen også går forbi Mariners Cave, men jeg har ikke fået fortalt Peter om dette, uvist af hvilken grund. Atter ser vi hvaler, men er dog ikke så heldige at finde en mor med kalv.
Sidst på dagen lægger båden til ud for Mariners Cave og inden vi hopper i vandet fortæller jeg Peter at han skal følge efter mig hen til hulens indgang, her vil jeg så give ham nærmere instruktioner.
Da vi når hen til hulens indgang fortæller jeg ham at han skal dykke de 2.5 m. ned og derefter ind i hulen. Så skal der svømmes svømmes små 10 m på denne dybde, vandret under klippen og at jeg vil være i vandet der hvor han skal komme op til overfladen. Egentlig en let sag med svømmefødder, men en lidt uhyggelig oplevelse når det er første gang man svømmer ind i hulen. Jeg kommer ind i hulen, og venter det aftalte sted, men der går lang tid før Peter endelig dukker op og han ser noget skrækslagen ud. Turen ind i hulen har ikke helt behaget ham, så efter 5 min. svømmer han ud igen. Jeg skal lige have filmet det sidste og opdager at vi kun er 2 tilbage i hulen. Jeg bliver færdig med at filme og dykker ned til huleindgangen for at svømme ud igen. Midtvej ude af hulen sprænger min trommehinde i venstre øre, en underlig fornemmelse og jeg bliver utroligt svimmel af vandet der løber ind i øret. Men det lykkedes at komme op i båden igen med hjælp af de andre. Resten af dagen kører vi begge på halv kraft og Peter har den dag i dag (dec. 2006) traumer efter sin svømmetur ind i Mariners Cave. Jeg kommer på en penicillin hos den lokale læge, som i øvrigt er Italiener og som vi også har lavet optagelser med.
Endelig oprinder dagen, hvor vi skal sejle med Pasargada til Ha’apai og alt lever op til forventningerne, omkring turkisblåt Stillehav og tropeøer, mens vi befinder os indenfor koralrevene. Men det blæser ca. 14 sek/m. og da vi slipper fri af de beskyttende koralrev, går der ca. 5 min. og så lægger Peter sig ned i bunden af båden og bliver der indtil vi når Tofua næste dag. Båden gynger så meget at vi bliver spændt fast når vi skal sove, så alle vores drømme om at sejle jorden rundt i en sejlbåd lige bliver aflivet på denne tur.
 |
|
Den Brassillianske båd "Parsargada" som vi sejlede med fra Vava'u til Ha'apai |
I mit researcharbejde, har jeg fundet ud af at der er en lille by på Tofua, hvor beboerne bor i tonganske huse, som de gjorde for 100 år siden, selvom alle andre informationer indikerer at øen er ubeboet. Så jeg får overtalt kaptajnen til at sejle ind til Tofua for at finde en ankerplads. Det viser sig at være helt umuligt og da vi ikke præcist ved hvor byen ligger opgiver vi at lægge til. Efterfølgende viser det sig at man skal være stedkendt for at ankre op ved Tofua og at man rent faktisk kun kan kaste anker ét sted under gunstige forhold. Den eneste anden måde at komme til Tofua på, er at flyve med vandflyver og lande i kratersøen midt på øen. Men desværre er piloten, som gennemfører disse flyvninger flyttet til New Zealand. Så vi må opgive dette projekt.
 |
|
Øen Tofua som er en sovende vulkan, hvor vi ikke kunne lægge til. Det er ikke kun skyer, der kommer stadig en smule røg fra krateret. ca. midt på billedet ved kraterkanten. Det var i øvrigt ved selvsamme ø at mytteriet på Bounty fandt sted. |
Vi ankommer til Pangai på Lifuka som solen går ned og går over til Fifita’s Guesthouse for at blive indkvarteret. Vi tager afsked med folkene fra Pasargada på Mariner’s Cafe hvor vi byder på middag, som tak for sejlturen.
I Ha’apai øgruppen skal vi lave optagelser med Moli og hendes dreng, samt at lave nogle dækbilleder. Desuden skal vi kigge lidt på mangfoldigheden af kirker og den påvirkning det har haft på befolkningen. Men vi mangler stadig hovedscenen på vores fiskehistorie og helt tilfældigt møder jeg den tonganer, som har fortalt mig historien i 2003 og jeg spørger om han vil fortælle den foran et kamera, hvilket han indvilliger i.
Efter han har fortalt historien, fortæller han at han kender en fisker, som bruger samme fangstmetode som vores fisker på Matamaka i Vava’u øgruppen og mod alle forventninger befinder vi os næste dag i det flotteste vejr på en lille øde ø ud for Uiha med en tongansk fisker i en udrigger og med et undervands- og overfladekamera, som 3 gange fastholder de scener som vi ikke fik på Matamaka. Så da optagelserne er lavet, spørger de øvrige tonganere, som har fragtet os til øen om vi har lyst til at blive på øen nogle timer så de kan fiske.
Det er en aftale og vi tilbringer næsten 3 timer på en ø, hvor man kan gå rundt på 10 min. med fantastisk turkisblåt vand og det smukkeste koralrev rundt om. På midten af øen står de obligatoriske palmer og brødfrugttræer, hvor der hænger flyvende hunde.
Om aftenen fejrer vi succesen ved at bestille det bedste Mariners Cafe kan tilbyde af 5 retter, indisk gryde med ris og det bliver skyllet ned med nogle Ikale.
Næste dag kan vi konstatere at Moli alligevel ikke vil deltage, hvilket vi egentlig ikke er kede af, da vi er ved at løbe tør for tid, på grund af vores flyforsinkelse fra Vava’u. Så vi laver vores dækbilleder og kigger på kirker, mens vi undrer os over hvordan mormonerne har bygget en kirke for ca. hver anden km. på Lifuka og Foa. I en de mormonske kirker, som alle har tilknyttet en skole finder vi også et billede af de nuværende ledere af den mormonske kirke i USA, hvor de underskriver sig selv som guds disciple, ja man kan kun ryste på hovedet. Vi har også flere gange mødt udsendte repræsentanter for den amerikanske mormonske kirke, som alle har haft det til fælles, at de har været overvægtige, karseklippet, glatbarberet og i hvid kortærmet skjorte med en Tupeno (mandekjole), som de indfødte.
 |
| Mormonsk kirke på Lifuka i Ha'apai øgruppen. Læg mærke til at tværliggeren mangler på korset. Toni, fra Toni's Guesthouse påstår, at det giver en mere direkte forbindelse til Herren, da der så ikke er en forstyrrende tværligger til at ødelægge signalet. |
Det er vores sidste dag på Lifuka og vi tager op til Foa’s nordspids for at lave de sidste optagelser. På Sandy Beach ressorten som ligger 500 m. fra hvor vi skal optage, er der ikke flere gæster og vi snakker en del med Jürgen og hans kone (tyskere), som har drevet dette sted i mange år. De fortæller at der har været et tysk filmhold fra ZDF i næsten 3 måneder ovre på Ha’ano, for at lave optagelser med en tysk familie, som skal overleve som tonganere (Traumfischer hedder udsendelsen, som blev vist i 2005). Vi gætter på at de har et lidt anderledes budget end vi har, da de har fået fragtet 2,5 tons udstyr til øen.
Næste morgen flyver vi igen til Tongatapu, hvor vi skal være hos Naoko til kl. 02.00, da det så atter går hjem mod Danmark via New Zealand hvor vi skal være i 17 timer før vi rejser hjem via Los Angeles. Det betyder at vi får tid til The Great Auckland food tour, som Stephen tager os rundt på, en hyggelig tur hvor man smager på meget af det spændende som New Zealand kan tilbyde.
Filmen som kom ud af denne tur er blevet præsenteret for DR, men desværre har vi fået afslag. Det er dog lykkedes at få nogle scener med i en produktion (Tavi – ånden der steg op fra havet), som Leif Møller har lavet i samarbejde med Deluca Film og som er blevet vist december 2006 på DR1. Men inden da 1. april 2006, vandt filmen om fiskeren 1st. præmie ved Danmarksmesterskaberne for videoamatører som bedste dokumentarfilm, den vandt sikkert publikumsafstemningen og samtlige dommerstemmer med følgende kommentar :
”En rigtig god lille kulturhistorisk fortælling på film om en stillehavskultur der er ved at forsvinde. Fra præsentation til pointen holder fortælleren en fanget og har en rigtig god balance mellem historien og billedsiden.”
Slut på rejsebeskrivelse, billeder vil blive indsat løbende. |
