|
Hvalekspedition 2003
Sidst opdateret 12.11.2006
I februar 2003, faldt beslutningen om at tage på en hvalekspedition til Tongaøerne for at filme hvalturismen. Hvalturisme er i dag udbredt over hele jorden, men kun på Tonga er det muligt at svømme med pukkelhvalerne, som med sine 16 m. og 45 tons er den 4. største hvalart der findes på vores klode.
Den 30 august 2003 var jeg klar til at tage af sted, med 12 kg. filmudstyr i håndbagagen og mindst lige så meget i kufferten. Heldigvis er der ikke brug for varmt tøj på disse breddegrader
Det tager 33 timer at flyve til Tonga, uanset om man flyver den ene eller den anden vej rundt om jorden, og gør man det i et stræk, har man 12 timers jetlag, så derfor gik turen først til Auckland i New Zealand, hvor jeg havde booket værelse hos Ascott Parnell, som ejes af Bart og Therese. Hotellet er en kæmpe lejlighed i luksusklassen, hvor man kan få et stort og meget rent værelse med alle bekvemmeligheder. Der bliver serveret lækker frisklavet morgenmad i den store stue, med udsigt over Auckland og Stillehavet.
Efter et døgn i New Zealand gik turen videre til Tonga, ca. 2000 km. nordøst for New Zealand og 3 timers flyvning. Man lander på hovedøen Tongatapu i den internationale lufthavn, som ud over Air New Zealand også beflyves af Air Pacific, Polynesian Airlines og Tonga's indenrigsruter. I lufthavnen bliver jeg afhentet af min lokale hotelvært, som var booket hjemmefra. Det tager ca. 20 min. at køre fra lufthavnen til Nuku'alofa, hvor de fleste hoteller befinder sig. Jeg vil dog anbefale at hyre sig ind på et af de mindre hoteller eller guesthouses, da den væsentligste forskel på hotellerne, er prisen. Det bedste hotel man kan hyre sig ind på, svarer nogenlunde til et dansk mellemklassehotel, men uanset hvad man vælger er det altid pænt og rent.
Efter et døgn i Nuku'alofa går turen videre til Vava'u øgruppen med Royal Tongan Airlines, som indenrigsflyene hed i 2003, her skal jeg skal sejle 12 dage blandt øgruppens ca. 60 tropiske øer med båden Melinda og forhåbentlig få de billeder i kassen, som jeg har planlagt hjemmefra.
Dag 1.
I Nei'afu ligger Melinda klar og samme dag lægger vi fra kaj og de første optagelser kommer i kassen. Med om bord er Phillip vores kaptajn, Bruno en tongansk dæksdreng, Christy som ejer båden og samtidig kok, Bruce fra USA der bla. er naturfotograf og vejleder på ekspeditionen, Patrick fra Schweiz og Kevin fra USA.
Den første dag bliver vi grundigt informeret om hvordan vi skal forholde os når vi møder hvaler, alle sikkerhedsprocedurerne bliver gennemgået og vi får en introduktion til skibet. Den første dag er også den eneste dag vi ikke ser hvaler, til gengæld er det et fantastisk vejr, hvor det turkisblå Stillehav med de små koraløer viser sig fra sin smukkeste side. Om aftenen lægger vi til ved den lille ubeboede ø Sisia der med sin sandstrand indbyder til et snorkeldyk i lyset af den nedgående sol. Allerede i første dyk står jeg mindre end 1 meter ansigt til ansigt med en Muræne, der kigger op af sit hul. Desuden er der et væld af fisk i alle mulige farver og størrelser. Efter endt snorkeldyknnig byder Bruno på friskplukket kokosnød, som vi indtager på stranden. 1 time senere er der aftensmad på agterdækket.
 |
Dag 2
Næste morgen regner det, men fortrøstningsfulde lægger vi fra Sisia for at finde hvaler og vi har knap sejlet i 10 min. før den første hval dukker op. Som vi hurtigt lærte på turen er dette en hval på rejse og ikke en stationær, som er det vi leder efter og allerhelst skal vi finde en hvalko med kalv. Men det at se en hval mindre end 100 meter fra båden er i sig selv en stor oplevelse, specielt når det er første gang man ser en hval. Regnen tager til og resten af dagen må vi leve højt på vores ensomme hval.
 |
Dag 3
Efter en urolig nat med blæst og regn klarer det op om morgenen og humøret stiger i takt med solen der stiger op, det skal dog lige nævnes, at temperaturen aldrig er under 20 grader på trods af dårligt vejr. Alle føler at nu er dagen kommet og kl. ca. 10.30 hører vi over VHF radioen at en anden båd har fundet en ko med kalv. Det vil dog tage os det meste af dagen at sejle til denne position og herefter skal vi så vente i 1½ time hvis båden som har fundet hvalparret stadig ligger der. Det foreskriver reglerne om hvalturisme på Tongaøerne. Så vi beslutter os for at finde vores eget hvalpar. Phillip mener vi skal sejle ud på åbent vand, altså ud over de koralrev, som omkranser Vava'u øgruppen, fordi han mener at der måske også vil være en mulighed for at se kaskelotter og spækhuggere på den anden side af revet.
 |
Det blev hverken til kaskelotter, spækhuggere eller pukkelhvaler efter næsten en hel dag i 2 m. høje Stillehavsdønninger, men straks vi kommmer tilbage ind på den anden side af revet igen, møder vi 3 pukkelhvaler, som bliver i nærheden af båden i næsten 5 min. Om aftenen ankrer vi op ved øen Vaka'eitu, som familien havde besøgt i 1999. Her var det så tid til turens første bad, som foregik under nogle sorte badevandposer med ferskvand som blev hængt op på dækket. Sæbeafskylningen blev samtidigt brugt til et snorkeldyk. Senere tog vi ind på øen hvor jeg var nødt til at gå en tur alene rundt på øen for at tænke tilbage på 1999, hvor øen også gjorde et stort indtryk på familien i de 3 dage vi boede der.
 |
 |
Dag 4
Om morgenen holder vi krisemøde, da vi endnu ikke havde set hvaler i det omfang, som er stillet i udsigt. Men det kan veksle meget får vi at vide og vi havde jo rent faktisk set hvaler hver dag. Så den forklaring må vi leve med. Det bliver derfor besluttet at vi denne dag vil holde til i det område, hvor der typisk er størst mulighed for at se hvaler. Jeg beslutter dog i kraft af de rolige vejr, at lave nogle forskellige optagelser omkring båden og lave et interview med Phillip. Mens jeg laver interviewet, ser vi nogle hvaler i det fjerne og sætter kursen efter dem. Da jeg får afsluttet mit interview, er vi kommet på højde med hvalerne, 5 stk. og det er tydeligt en flok på rejse og vi følger dem i næsten 1 time, hvor de det ene øjeblik er under båden, hvor vi kan se hele dyret i det klare vand. Det næste øjeblik ligger de lige ved siden af båden og ser ud som om de kigger på os, for så at forsvinde ned i dybet. Men de kommmer hurtigt op igen, da der er en kalv med i gruppen. En vellykket dag, men det er utroligt svært at filme fra en båd der gynger.
 |
 |
 |
Dag 5
Ved morgenmaden var vi stadig høje af gårdsdagen oplevelser, så vi beslutter atter at sejle rundt mellem småøerne for at se om vi kan finde en ko med kalv. Undervejs sejler vi forbi Mariners Cave, som er en hule med indgang 2.5 m. under vandet. Inde i hulen kan man svømme op til overfladen og se det fantastiske lys og fiskestimerne som står i lyset af den undersøiske indgang. Det kræver noget af en overvindelse at svømme 2.5 m. ned og derefter små 10 m. ligeud med snorkel og svømmefødder, mod et mørke, hvor man svært kan se hvor overfladen med luft er. Det kan give problemer for nogle, hvilket jeg vil komme ind på under min rejse i 2004. Nuvel inde i hulen bliver vi rigeligt belønnet med den storslåede oplevelse og det fantastiske farvespil, som hulen byder på. Der opstår pudsigt fænomen i hulen, når luften presses sammen af en bølge, så bliver der helt diset og et kort øjeblik tror man at man har synsforstyrrelser, men lige så hurtigt forsvinder disen igen. Det betyder også at man hele tiden skal trykudligne.
Resten af dagen byder på små hvaloplevelser lidt i stil med dag 4, men dog kun med en enkelt hval eller 2, som optræder.
I løbet af dagen var vi blevet kaldt op over VHF radioen og inviteret til fest på øen Kapa i byen Falevai (dansk : Hyttestrand). Det er en dejlig aften hvor vi spiser som tonganere (med fingrene) og der blive fremført smukke danse (Taulunga), af de unge piger, som det er tradition, når fremmede kommer til byen. Ved samme lejlighed fremfører Phillip for første gang sin bekymring over at vi ikke havde fundet en mor med kalv på nuværende tidspunkt, hvilket han syntes var meget usædvanligt. Snakken går derfor på om vi skal sejle til øen Late, et døgn sejlads fra Vava'u øgruppenl, fordi han mener at hvalerne måske befinder sig derude. Vi ska sove på det og så snakke om det dagen efter.
Dag 6.
Ved morgenmaden bliver Late stadig vendt, og det bliver besluttet at sejle derud den efterfølgende dag, efter at vi har provianteret i Neiafu. Men først skal vi lige have dagen til at gå.
Efter morgenmaden forlader vi øen Kapa og passerer kort efter øen Nuku, som er noget af det som kommer nærmest forstillingen om tropeøer. Jeg har besluttet mig for at give kameraudstyret en ordentlig gang pleje, da jeg ikke nåede det aftenen før. Og jeg har stort set lige fået spredt udstyret over hele min seng, før der bliver råbt hvaler og at jeg skal gøre mit kamera klar til at gå i vandet. Dette er en process der normalt tager 30 til 60 min. men nu får jeg at vide, at om 5 min. skal vi sidde i gummibåden, da vores første svømmetur med hvaler er ved at være en realitet. Jeg ved ikke hvordan jeg når det, men pludselig fandt jeg mig selv siddende i gummibåden, iført vådragt og et undervandshus der ikke er lukket. Da jeg endelig får lukket undervandshuset, begyndte det at gå op for mig hvad det egentlig er vi havde gang i, samtidig siger gummibåden nogle underlige lyde, som viser sig at være hvalernes sang, som vi kan høre op gennem bunden af gummibåden, på trods af motorens larm. Med tanker på at om et øjeblik ligger jeg i vandet med et eller flere 45 tons tunge dyr, ja så får det mig virkelig til at overveje hvad det er jeg havde gang i og hvor jeg egentlig er henne. Det næste der sker, er at vi får besked på at glide stille ned i vandet.
Hvis mit hjerte havde banket hurtigt før, så var det ingenting i forhold til hvad det gjorde nu da jeg ligger omsluttet af det turkisblå vand og venter på at der skal dukke en hval op. Vi kan høre hvalerne, som synger så højt at vores kroppe dirrer, på grund af de subsoniske frekvenser som hvalerne frembragte, en ufattelig oplevelse, som er svær at give videre. Det nærmste jeg kan komme, er at man ryster kraftigt af kulde, så vi ved at de er lige i nærheden. Lyden kommer fra alle retninger og man tror hele tiden man kan stedfæste lyden og så sker det bare, i det yderste at af synsfeltet dukker der en kæmpe hval op, det kan godt være man syntes de er store når man sidder i båden, men prøv at ligge i vandet med en af dem, som kommer lige imod dig, det rykker. Faktisk rykker det så meget, at jeg glemmer alt om mit videokamera og får nogle dejlige billeder af havbunden, mens hvalen svømmer i en bue ca. 10 m. forbi mig, mens den elegant drejer sig for at kigge på mig med sit øje på størrelse med en appelsin, jeg var mildest talt lamslået.
Hør lyden fra hvalerne og se filmoptagelserne her
Ialt kredser der 2 voksne hvaler rundt om os, og desværre resten af tiden i kanten af vores synsfelt, så vi kun lige kan ane deres tilstedeværelse. Vi går ud fra det var 2 hanner, da det kun er dem der synger.
Efter at have ligget i vandet i ca. 20 min. bliver vi samlet op af gummibåden igen og sejlet hen til Melinda. I den næste times tid følger vi de 2 hvaler, som kvitterer med at lave nogle store hop ud af vandet. Mit største problem var, at jeg ikke kan filme og fotografere på en gang.
Efter den omgang forstummede al snak om at sejle ud til Late for at finde hvaler og senere på dagen sejler vi ind til Neiafu, for at fylde Melinda op med proviant til de sidste 6 dage. Om aftenen spiser vi på Dancing Rooster.
Dag 7.
Vi stævner atter ud fra Nieafu, for at gennemleve sidste halvdel af ekspeditionen og Phillip har besluttet at vi skal prøve at sejle op på nordsiden af Vava'u en tur der vil vare det meste af dagen. Der er dømt almindelig afslapning, med at læse bøger, sove og diverse, småsysler. Vi bliver ikke længere euforiske når der er en hval i sigte. Hvis nogen ser en hval, lyder spørgsmålet straks, "hvor langt væk er den ?".
På et tidspunkt ser vi 2 hvaler, som har direkte kurs mod båden, den ene dykker kort før vi mødes mens den anden bliver i overfladen og passerer mindre en 20 m. på venstre side af båden og alle kigger naturligvis den vej, indtil vi blive afbrudt af en kraftig lyd fra den modsatte side af båden, det er den anden hval der med sine 45 ton leger delfin i et enkelt elegant hop ca. 30 m. fra båden, vi når alle lige at se den hænge luften, før den med et ordentlig plask rammer havoverfladen igen og er væk.
Da vi endelig langt om længe kommer op på nordsiden af Vava'u, viser det sig at være ret problematisk at finde et sted at kaste anker for natten, der mangler en beskyttende bugt, men vi finder dog til sidst et sted at ankre op. Vi hopper i vandet og får os et fantastisk snorkeldyk, vandet er utroligt klart på denne side af Vava'u, jeg vil tro vi har omkring 50 m. sigt gennem vandet, som selvfølgelig er fyldt med fisk i alle mulige farver.
Natten bliver faktisk den mest spændende oplevelse, for en hval giver sig til at synge lige i nærheden af båden og lyden går lige gennem skroget, som lå den lige ved siden af. Vi havde hørt det før på turen, men kun ganske svagt. Nu var det så højt at ingen kunne sove.
Dag 8.
Mens vi sidder og spiser morgenmad dukker vores ven fra natten op, men på behørig afstand og han forsvinder da vi starter motoren på båden. Der var enighed om at sejle over på vestsiden af Hunga da vinden var i øst. Ofte lægger hvalerne sig til hvile på læsiden af øerne. Da vi kommer fri af Vava'u og ud på det åbne vand mellem Vava'u og Hunga, vil Phillip gerne hvile sig og jeg bliver bedt om at tage roret, hvilket jeg ikke har noget imod, da jeg havde sejlet båden ved flere lejligheder før. Vi sejler efter et bestemt punkt på Hunga, som ligger meget tæt på vinden, så båden skal hele tiden holdes på ret kurs for at gå så tæt på vinden som muligt. Efter ca. en halv time sker det. Et beslag i toppen at den forreste mast springer og vores forsejl (fok) falder i vandet, kun holdt af de nederste beslag. Sejlet bliver hurtigt samlet op, og istedet for at sejle til Hunga, går turen nu mod Falevai på Kapa, for at reparere forsejlet.
Se reperatioenen her
På turen ind til Kapa, bliver vi også stoppet af den Tonganske flåde, som vil tjekke vores papirer. Der er ingen problemer og de lader os sejle videre.
På et tidspunkt ser vi noget der ligner en stor forurening, som om nogen har tømt noget ud fra et skib, det strækker sig over mange hundrede meter, men Bruce fortæller at det er en hval som har brugt stedet som toilet.
Om eftermiddagen får vi repareret sejlet, men det er for sent at sejle mere den dag og vi sejler over til Nuku for at kigge på fisk. Til vores overraskelse er der ikke mange fisk men i stedet en masse havslanger som ligger og soler sig, de bliver lige så overraskede som os og svømmer ud i vandet forbi os, meget hyggeligt med tanke på at det er nogen af de gitigste slanger der findes. Vi overnatter atter en gang ved Falevai.
Dag 9.
Vi tror ikke længere på at det skal lykkedes os at finde en mor med kalv og det er også scenarierne fra de forgående dage der gentager sig. Underholdningen kommer fra en hel anden kan denne dag. Der har på hele turen været sat en fiskestang op agter og da Phillip ikke vil have stålforfang på har vi mistet en del blink på turen. Men denne gang hviner hjulet som en gal og alle farer hen til stangen for at redde fangsten. Efter en halv time står vi med en guldmakrel på ca. 7 kg. på dækket. Ja, ja, der har også være hvaler i løbet af dagen men dem ser vi jo hver dag. Guldmakrellen bliver spist til aftensmaden.
Se lidt af kampen med guldmakrellen her
Dag 10 11 og 12
Der sker ikke noget epokegørende de sidste 3 dage, disse dage er gentagelser af de foregående dage, dog med en lille udtagelse af at vi den sidste dag mister styringen på roret, så vi er nødt til at sejle med nødror ind til Neiafu og naturligvis var det atter mig der sejlede båden da uheldet skete. Vi er noget slukørede over ikke at have fundet vores mor og kalv, på nær Bruce, som skal sejle yderlig 12 dage med Melinda. Alle vi andre finder et sted at bo, efter at vi er kommet i land og et par dage senere møder jeg Patrick, som har været ude med en af de andre både en enkelt dag og han havde det rigtigt dårligt med at fortælle, at han på den ene dag havde oplevet alt det vi manglede de 12 dage med Melinda, så her har du Patriks billede af en mor med kalv.
|
